Vores unge scoop trives med tryk på
Han har kun lige været hos os et år. Alligevel føles det som længere tid. Uffe Østergaard Jensen er virkelig faldet godt til hos os. Både i sin faglige rolle som projektleder og i forhold til vores jargon og virksomhedskultur. Man skulle næsten tro, han havde været med siden begyndelsen for over fyrre år siden, men der var han ikke engang født!
Sidste efterår søgte vi en stærk profil til at varetage ansvaret for at projektere og styre vores større el-entrepriser sikkert i mål. Valget faldt på Uffe Østergaard Jensen, der i mellemtiden er fyldt 31 år. Han kom til os med en elinstallatøruddannelse oveni sin elektrikeruddannelse, erfaring fra en lignende stilling hos Bravida, gode samarbejdsevner og menneskeligt overskud.
Uffe har levet op til alle vores forventninger. I det daglige træder han bl.a. i karakter som den, der holder ’ledningen’ stram imellem os og særligt én stor kunde. For denne har vi fast tre-fire elektrikere beskæftiget med planlagte og forefaldende opgaver, hvilket omtrent optager tyve procent af Uffes arbejdstid. Resten er fordelt på opgaver, der p.t. vedrører bl.a. Egeskovskolen i Bjerringbro samt institutionerne i Viborg hhv. Vibohøj, Katedralskolen og Idrætshøjskolen.
Efter vores mening har det ellers været lidt af en start for Uffe, idet han landede hos os lige op til den anden ’Corona-bølge’. Det betød, at han i den forbindelse skulle håndtere materialeforsinkelser og heraf forskydninger i aftalerammerne.
Heldigvis har Uffe taget det hele med oprejst ro. Han beskriver sig selv som et tålmodigt menneske, der næres ved konkurrenceelementet i enhver udfordring. Lige fra beregningen af tidsforbrug og prissætning, når vi deltager i udbud, til de konflikthåndteringer, der lejlighedsvis opstår mellem samarbejdende parter.
Måske af de årsager har han udviklet interessen for jagt, som han siden sine teenageår har dyrket i selskab med sin far. I det hele taget er Uffe familiemenneske, og næste generation har han sikret. Sammen med kæresten Anne har han sønnen Johan på halvandet år, og står det til Uffe, må familien gerne vokse.
Faktisk er Uffe fuld af forhåbninger for fremtiden… Direkte adspurgt tror han, at han om ti år bor i et nybygget hus i Viborg, har vielsesring på fingeren, er far til mindst to og passer et mere krævende job end nu. Sidstnævnte vil vi gøre os umage for at kunne tilbyde. Det skylder man et scoop som Uffe.